Uheldigt løb til debutant
Af René Wibholdt
Ghita Nørby har fået sin første start. Fredag var hoppen med i 9. løb på Lunden - Hotel Hammersø' Ærespræmie. Trods startspor nummer 5 i volten kom den fint fra start, og på første langside lå den som første hest i andet spor, mens regnen styrtede ned.
I næste sving gik Axel Jacobsen ned i ryg, hvad han nok aldrig skulle have gjort, for han kom til at hænge på Anders Pedersen, hvis sulkyhjul var gået i stykker. På sidste langside måtte Axel Jacobsen tage op i Ghita Nørby, fordi Anders Pedersens hest mistede fart, og vente på, at der blev plads i andet spor, og så var konkurrenterne stukket af. Ghita Nørby kom dog flot op i fart, og det lignede rundt i opløbssvinget, at den kunne tage en lille præmie, da den pludselig slog over i galop. Måske gik den omkring 1.14-1.15-fart på dette tidspunkt.
Ghita Nørby, der var spillet til odds 124:10, kom i mål som uplaceret i tiden 1.22,4g/2000m.
Karrieren er kommet i gang, og Team Lunden glæder sig allerede til næste start.
Ghita Nørby ejes af Team Lunden, som er en anpartsstald. Du kan blive medejer for kun 1000 kr. – det er et engangsbeløb, som dækker alle udgifter frem til nytår 2022. Der er 23 anparter på lager. Læs mere på Eventilunden.dk
Mere Staldnyt om Ghita Nørby midt i september.